"Min" Fundne Jernalder Landsby - Udgravning

Så sluttede en spændende arkæologisk udgravning i denne omgang, på ”mine” marker, hvor jeg har gået med metaldetektor siden den 28. marts 2014. Her har jeg gjort mange flotte arkæologiske fund, igennem de sidste 11 år, som har været årsagen til disse udgravninger.

Den første udgravning foregik over en enkelt uge i starten af februar måned 2025, her med mange fine fund under pløjelaget.

Herefter endnu en arkæologisk udgravning er det blevet til, fra tirsdag den 1. april 2025, til en endelig forventet afslutning, med reetablering af hele udgravningsfeltet den 25. juli 2025. Et samlet udgravningsfelt på omkring 20.000 kvadratmeter.

Det er blevet til mange fantastiske velbevarede fund. En meget stor jernalder landsby, en jernalderlandsby der har bestået igennem flere historiske perioder, fra Yngre Romersk Jernalder til Yngre Germansk Jernalder, over en periode fra år 200-800 e.Kr. (selv en for længst forsvunden gravhøj, dukkede op under jernalderlandsbyen)

Der er blevet registreret næsten ni tusinde anlæg, stolpehuller, gruber, mange flotte langhuse på 20 til 45 meter, hegnsforløb, grubehuse, brønde, ardspor, masser af keramik, drejekværne, kværnstene, metaldetektorfund med meget mere, og et åbent hus-arrangement med et flot fremmøde den 24. maj 2025, blev det også til.